Hos Gromas er arbejds- og læringsmiljøet i højsædet, både for medarbejdere med høj anciennitet og for vores lærlinge. Tonen skal være god og fagligheden høj – så bliver udbyttet størst for alle parter.
Rygtet om den gode læreplads
Christian Tobiasen er i lære som industritekniker. Han tog turen fra Ribe til Aarhus for at få den bedst mulige uddannelse. ”Jeg startede i skoleforløb på Aarhus Tech,” fortæller Christian,” og de anbefalede Gromas. Mine undervisere fortalte mig, at det var den bedste læreplads i Aarhus og omegn, så jeg tog herud og tog en snak med dem. Det kunne vi sagtens finde ud af”.
Det er en bred palette af kvaliteter, der gør Gromas til det ideelle sted for Christian – både det faglige og det sociale: ”Der er mange herude, som er helt vildt dygtige, så det er nemt at få hjælp. Fagligheden er sindssyg høj. Det gode kollegaskab og den gode jargon er noget, jeg vægter meget højt. Vi snakker godt sammen uanset, om man er leder eller lærling”.
Christian har til fulde forstået, hvad vores værdier går ud på, og vi er lykkelige for at have ham med på holdet.
Værdifuld variation
Christian har været hos os i knap et år, og han lægger ikke skjul på, at den høje faglighed og den store variation har betydet meget for hans valg af læreplads: ”Det er superfedt, at vi er underleverandør til mange forskellige virksomheder. Det betyder, at vi laver mindre serier af en masse forskellige emner, så vi ikke bare skal lave de samme ting igen og igen,” siger Christian med henvisning til historier, han hører fra sine skolekammerater.
”Vi skal bruge mange forskellige metoder til at løse de forskellige opgaver, og det udvikler mig virkelig rent fagligt. Hvis jeg har nogle idéer til noget, vi kan gøre anderledes, så kan jeg bare sige det, og så får jeg lov til at prøve det af, selvom jeg kun har været i gang i lidt over et år,” fortæller Christian og fortsætter: ”Jeg lærer virkeligt noget nyt hver dag”.
Og hermed tager Christian fat i et andet kendetegn ved vores tilgang til at udlære vores lærlinge: selvstændighed.
Christian Tobiasen
Vokser med opgaven
Hos Gromas vægter vi selvstændigheden højt, og det har Christian også fået lov at opleve. Han henviser til en specifik episode: ”Vi havde nogle emner til en kunde, som oprindeligt skulle køres på en bestemt maskine. Udfordringen var, at der faktisk var for mange ordrer på den maskine, men vi skulle levere,” husker Christian.
Gode råd var dyre. Men Christian fik en idé: ”Jeg fik til opgave at prøve at køre emnerne på en anden maskine, som var noget mere simpel end den oprindelige. Jeg prøvede, og det gik sindssygt godt. Det endte faktisk med, at det kørte bedre på den maskine, jeg stod ved, fordi vi kunne lave det mere simpelt. Det er jeg da faktisk lidt stolt af,” siger Christian med et velbegrundet smil på læben.
En lærling med en leder i maven
Hos os er det tilladt at drømme stort. Selvom Christian først er udlært sommeren 2028, har han allerede indstillet sigtekornet på fremtiden: ”Jeg kunne rigtig godt tænke mig at arbejde med ledelse og produktionsplanlægning.” Og vi står selvfølgelig altid klar til at hjælpe ham på vej.
”Jeg har lige fået lov til at komme på nogle lean-kurser. Jeg havde selv efterspurgt nogle ledelseskurser, og vores fabrikschef foreslog, at jeg kunne lære noget om, hvordan produktionssystemer fungerede, og hvordan man kunne effektivisere dem,” fortæller Christian, som slog til med det samme. ”Alle har faktisk adgang til kurserne, så det er bare med at række ud”.
Christian tøver heller ikke med at anbefale Gromas til andre lærlinge. Faktisk har han allerede været i gang med at trække lidt i trådene: ”Min bedste kammerats lillebror skal faktisk starte herude til januar,” fortæller Christian tilfreds. ”Vi skal jo have nogle ordentlige mennesker herude – nogle fra Ribe af,” griner han.
Om du er fra Ribe, Rønne eller Ringkøbing, spiller ingen rolle; hvis du drømmer om en læreplads med høj faglighed, socialt samvær og plads til ambitioner, så er Gromas måske lige stedet for dig.
Vil du vide mere?
Kontakt, Torben Lykke Pedersen, på +45 51 58 36 78 eller udfyld kontaktformularen herunder.
Kontakt